Programmet


Pædagogiske hverdage og højdepunkter


Vores vigtigste pædagogiske princip er, at enhver skal have et tæt og udviklende program med masser af gøremål og aktiviteter, der sammen med alle os andre skal passes og gøres. Altså at der skal ske noget – og at vi regner med hinanden og det, hver især kan bidrage med.

 

Dernæst: At ingen kan blive smidt ud. Mange af vores børn og unge er tidligere blevet ”vejet og målt” og fundet for lette eller tunge eller besværlige til skolegang, færden blandt andre – eller livet i det hele taget.
 

Mange har haft vanskeligheder med forældre, søskende, skolelærere, pædagoger, politiet eller andre, og det handler jo om at finde sig et sted, hvor man kan få lov at være og deltage, også selv om man måske hverken kan stave eller finde ud af at snakke ordentligt til andre mennesker. Så må man jo få det lært, og det hjælper i hvert fald ikke at blive kasseret.

 

Vores skoleår er bygget op med mange gode hverdage, der foregår i skolen med skolefag og ligeså meget med mange praktiske gøremål, og som efter skoletid foregår sammen med de andre elever og lærere med aktiviteter i fritiden. Hertil kommer gode weekender og ferieperioder med særligt program.

 

Nye elever kan starte året igennem.

Vi laver en god plan for den enkelte ved start.

 

Årets gang

Et år kan se således ud:

 

August. Her starter skolen igen efter sommerperioden. Der er nye planer for hver enkelt, nye mål for fag og alt muligt andet, som hver enkelt gerne vil have lært sig. Og så træner vi til årets OL – et stort sportsstævne sammen med mange andre skoler og opholdssteder. Her bliver der dystet i alverdens sportsgrene, og det er om at stille de bedste hold og træne til den største udholdenhed.

 

September: Der er stadig lune aftner, og i weekenderne tager vi måske på overlevelsestur i en skov. Vi skal have lavet forbedringer i dyrenes indhegninger, og kameler og ponyer skal trænes i at være tamme. Skolen er kommet i gang, og vi går i gang med at forberede den første rejse.

Der er også nogen, der er med til at lave byggeprojekter: sidste år lavede vi den nye cafe, måske skal vi bygge et nyt hus til kamelerne.

 

Oktober: Det er rejsemåned. Sidste år forberedte vi en tur til Rumænien til et børnehjem, som vi har kontakt til. Vi lærte om landet og om menneskenes leveforhold, og vi samlede en masse tøj og ting ind i lokalområdet. Der var mange mennesker, der gerne ville give noget til børnene på børnehjemmet. Vi solgte også muffins, så vi kunne have et kontant beløb med til børnehjemmet. Midt på måneden sendte vi en delegation af sted. Du kan finde et link her på siden til en film, der handler om denne rejse.

Næste år rejser vi måske til et andet land, og vi bliver ved med at gøre noget godt for andre mennesker.

 

November: Det bliver mere gråt i vejret. Vi er mest inde, undtagen når vi skal fodre og passe dyrene. Vi har kreativt værksted, hvor vi tegner og maler, og vi er meget i vores cafe, som er en stor dagligstue. Desuden har vi forældredag, hvor vi inviterer forældre og søskende. Vi plejer at være 70-80 mennesker, der spiser god mad, hører på historier og er sammen.

 

December: Vi laver halvårsafslutning før jul med tur i skøjtehal og juleaften med det hele, selvom det ikke er den 24. endnu. Vi laver også halvårsstatus – gør vores resultater op, så vi kan se, hvor langt vi er nået i skolen og med de forskellige projekter.

 

Januar: Efter jul begynder vi at tænke på, at der snart skal være en rejse igen. Nogle år tager vi på tur til et sted, hvor der er sne, men man har egentlig mere lyst til at tænke på solskin. Vi får også gang i skolen igen. Dyrene skal passes og aktiveres, også selvom dagene stadig er korte. Hvis der er sne og frost tager vi ud på kælk eller vinterbader. Det gjorde vi sidste år, hvor der var is på søerne ved Silkeborg.

 

Februar: Vi har forskellige kulturfag i skolen – musik og teater. Øver os på at skulle sætte et teaterstykke op senere på året. Vi har bestemt, hvor rejserne skal gå hen og lærer om de lande, vi skal rejse til. Vi laver også forbedringer inden døre, indretter og maler.

 

Marts: Er rejsemåned. Sidste år var vi i Indien. Året før i Afrika. Vi skal på nogle anderledes rejser i år – måske til Tyrkiet. Når vi rejser, tager vi ikke først til turistområderne, men starter med at finde nogen mennesker, vi kan være sammen med, så vi lærer dem at kende. Går med de voksne på arbejde og med børnene i skole. Vi vil også gerne finde nogen, som vi kan hjælpe med noget – et byggeprojekt eller en oprydning, noget der kan få betydning for de mennesker, der bor i det område. Rejsen kommer på denne måde til at handle om at møde mennesker i rejselandet, og det er denne del, der er mest interessant. Det er selvfølgelig også dejligt at svømme i varmt vand, gå i flotte bjerge eller se særlige seværdigheder. Og så er det sjovt at være tæt sammen, både lærere og elever. Du kan se billeder fra vores rejser her på siden.

 

April: Hjemme igen. Vi gør rejsens oplevelser op, skriver om dem og laver måske film. Vi laver nye hold i skolen. Nogen skal i lave slutspurt til eksamen i 9.klasse, nogen skal i praktik, og nogen skal anlægge årets grønsagshave. Dyrene skal stadig passes, og der er meget at gøre i deres indhegninger her om foråret.

 

Maj: Midt i alle andre travle gøremål sætter vi et teaterstykke op, som vi skal vise til et stævne, hvor der kommer andre skoler og opholdssteder. Vi holder også forældredag, fortæller om rejsen og viser grønsagshave og teater for gæsterne.

 

Juni: Skoleafslutningsmåned. Der er både 9.klasses-eksamen, årsprøver og praktisk eksamen. Det går op for os, at der faktisk er lært meget og udrettet endnu mere i år.

 

Juli: De fleste er her også i sommerferiemåneden. Vi tager til Spanien på ferietur. Vi kører ned gennem Europa til Nordspanien, hvor vi bor på campingplads ikke så langt fra Barcelona. Vi går i vandet, tager på ture og har det rigtig sjovt sammen.

 

Mange er her flere år.

Og oplever, at de bliver dygtigere år for år.

Inden de flytter herfra, lægger vi plan sammen med deres socialrådgiver og forældre om, hvad de skal i gang med, og hvor de skal bo.

Sitemap
Print
Til forside
Besøg os på Facebook

Småskolen Christianshede

www.christianshede.dk

CVR: 10198844

Se vores billedgalleri »

Adresse

Christianshedevej 46

7441 Bording

Find os på kortet »

Kontakt os
Tlf. 86 86 92 22

E-mail: info@christianshede.dk

Gå til kontakt »